Standardisering af samtykke

 

Arbejder du med begreber, skabeloner og datamodeller for samtykke eller frabedelse i din organisation? Og har du mod på at afprøve udkastet til et fællesoffentligt udvekslingsformat for samtykke og frabedelse?

De fællesoffentlige parter arbejder på at sætte fællesoffentlige standarder for, hvordan man håndterer samtykke, frabedelse og fuldmagt digitalt. I første omgang har vi udarbejdet udkast til fælles specifikationer i form af begrebsmodel, informationsmodel og udvekslingsformat for samtykke og frabedelse.

Vi har brug for hjælp til at kvalitetssikre vores udkast, så vi kan sikre, at de kan anvendes af myndigheder, leverandører og andre relevante organisationer. Derfor stiller vi den seneste version af skemaet til rådighed for afprøvning hos alle interesserede.

Baggrund og formål

I 2020 er der påbegyndt et arbejde med at etablere fælles arkitektur, standarder og infrastruktur for samtykke i regi af et fællesoffentligt samarbejde mellem de statslige myndigheder, KL og Danske Regioner.

Den fællesoffentlige styregruppe for digital kommunikation har godkendt et fællesoffentligt målbillede for digitalt samtykke og frabedelse, hvori ambitionerne er beskrevet. En kopi af målbilledet er vedlagt materialet til afprøvning.

Målet er at skabe fundamentet for et digitalt økosystem, der skal gøre det nemt for offentlige og private aktører at samarbejde om og dele relevante viljestilkendegivelser på tværs af organisationer, fx i forbindelse med tværgående forløb og datadeling.

Og tilsvarende skal det være muligt at skabe et tværgående overblik for borgerne, så deres rettigheder, fx til at trække et samtykke tilbage, tilgodeses og borgernes tillid bevares.

Senest har udvekslingsformatet været genstand for en offentlig kommentering som har givet anledning til mindre tilpasninger.

Behov for konkrete erfaringer med formatet

Vi har brug for at få afprøvet udvekslingsformatet i konkrete sammenhænge for at kunne vurdere, om elementer, attributter og relationer i formatet understøtter anvendernes forretningsbehov.

Nederst på siden her finder du:

  •     en vejledning til, hvordan din organisation kan afprøve udvekslingsformatet.

Desuden finder du:

  •     en vejledning, som guider dig gennem udvekslingsformatet
  •     det bagvedliggende målbillede for arbejdet
  •     en materialepakke med selve udvekslingsformatet, det bagvedliggende modelarbejde samt xml-filer med eksempler på anvendelse af udvekslingformat.

Spørgsmål og feedback

Feedback modtages med kyshånd via andgu@digst.dk. Du er ligeledes velkommen til at kontakte Anders Guldmann på ovenstående e-mailadresse, hvis du har spørgsmål til materialet. Både spørgsmål og svar vil af hensyn til øvrige brugere og interesserede blive publiceret som en del af vejledningsmaterialet.